Dr. Heger Grauburgunder Achkarren Schlossberg er en tør hvidvin fra Baden i Tyskland. Den er lavet på 100% Grauburgunder, en af Badens højest værdsatte druesorter, dyrket på marken Schlossberg på den udslukte vulkan Kaiserstuhl, og den er klassificeret som Grosses Gewächs – en betegnelse for tyske vine af absolut topkvalitet med streng udbytteregulering.
Farve: Blegt gylden.
Duft: Flot mineralitet og frugtige noter af kandiseret appelsin, ingefær og æble.
Smag: God koncentration, perfekt syre og stor frugt.
Serveringsforslag: Nyd den afkølet, fx til fjerkræ, pasta eller milde oste.
Weingut Dr. Heger blev grundlagt i 1935 af Dr. Max Heger. Han var landlæge, og da de fleste af hans patienter var vinmagere, gik der ikke længe før han også blev ”smittet”. Snart gik al hans fritid til amatørvinmageri, og i 1935 tog han springet. Han købte marker i Archkarrer Schlossberg og Ihringer Winklerberg, som skulle blive grundlaget for en af Tysklands mest anerkendte producenter.
Selvom Max Heger havde passeret de 50, måtte han igen finde stetoskop og kittel frem, da han blev hvervet som mediciner under 2. verdenskrig. Få år efter krigen overlod han den daglige drift af vingården til sin søn Wolfgang ”Mimus” Heger. I 1981 kom Wolfgangs søn, Joachim, ind i billedet og i 1986 grundlagde han også et ”datter-vineri” kaldet Weinhaus Heger, som skulle hjælpe med at tilfredsstille den store efterspørgsel på de nu verdensberømte Heger-vine. Her tillader man sig at bruge en andel opkøbte druer fra udvalgte samarbejdspartnere, men teamet i kælderen er det samme som bag Dr. Heger-vinene.
75 cl. - 14%