Amrut Indian Single Malt whisky kommer fra ét af Indiens ældste destillerier. Whiskyen lagrer på både bourbonfade og ny, amerikansk eg i Bangalores varme klima, inden den bliver tappet ved 46% alkohol uden hverken karamelfarvestof eller kølefiltrering. Amrut Single Malt er propfyldt med maltede og nøddeagtige noter, lys frugt og en let sødme.
Farve: Gylden.
Duft: Allehånde, blommer, abrikos, ristet malt og hasselnødder.
Smagsnoter: Smagen er fyldig, med noter af malt, æble, kiks og karamelliserede nødder.
Serveringsforslag: Bør nydes rent.
70 cl. - 46%
Amrut er et familieejet destilleri i Bangalore i Indien. Her begyndte man at lave maltwhisky allerede tilbage i 1980’erne. I lang tid blev whiskyen kun brugt i blends (og langt det meste af destilleriets produktion er faktisk vodka, gin og rom), men i 2004 blev Amrut lanceret som et single malt-brand, i starten kun i Skotland og først i 2010 i Indien. I dag er Amrut at finde på hylderne i over 40 lande, og destilleriet har opnået international anerkendelse med et hav af priser og medaljer i bagagen.
Byggen dyrkes i det nordlige Indien og maltes i Jaipur og Delhi, før den gæres og destilleres hos Amrut i Bangalore. Man bruger også en lille smule røget malt importeret fra Skotland. Det varme klima bevirker en utrolig hurtig modning og en meget høj fordampning, og derfor er Indiens indtil videre ældste whisky ”kun” 12 år gammel: den snedigt navngivne Greedy Angels, som Amrut frigav i 2016. Alt Amrut tappes uden kølefiltrering eller tilsat farvestof.