Koval Four Grain Whiskey er et ret usædvanlig bud på, hvordan en amerikansk whiskey skal skrues sammen. Mens langt det meste er gæret på en blanding af majs, byg og rug, har Koval til denne udgivelse valgt en mere speciel ”mashbill”, som består af havre, maltet byg, rug og hvede. Lagret på nye, brændte fade af eg fra Minnesota. Den tappes som single cask ved 47% alkohol og er i øvrigt økologisk!
Farve: Dyb rav.
Duft: Banan, vanilje, skotsk shortbread og kanel.
Smagsnoter: Cremet mundfølelse med noter af figen, mere vanilje og banan samt allehånde.
Serveringsforslag: Kan nydes rent eller i cocktails. Prøv den fx i en Old Fashioned!
50 cl. - 47%
Koval Distillery er grundlagt i 2008 og er Chicagos første destilleri siden midten af 1800-tallet. De to grundlæggere, Robert og Sonat Birnecker, som agerer henholdsvis master distiller og chef for marketing og distribution, samarbejder med lokale landmænd i Amerikas ”Midwest” om de mange forskellige kornsorter Koval bruger. Udover bourbon-whiskey, som er lavet primært på majs, producerer man nemlig også whiskey på kornsorter, der er mere usædvanlige i whiskey-sammenhæng, såsom havre og hirse. Alt dyrkes økologisk og hos Koval frigives al whiskey som enkeltfadsaftapninger.
Porteføljen består dog ikke kun af whiskey – Koval laver også gin, vodka og en række mere eksperimenterende likører og brandies, såsom jasminlikør, sveskebrandy og jordskokkespiritus.