Bittermens Hopped Grapefruit er en cocktailbitter lavet på humle og grapefrugt. Humle, med sin bitterhed og citrusagtige noter, kan ofte minde om grapefrugt i aromaen, og Bittermens besluttede at denne duo var som skabt til at forskønne dine cocktails. De anbefaler Hopped Grapefruit i cocktails med hvid rom, blanco tequila, gin og mezcal. Prøv for eksempel et par dråber i en daiquiri eller en gimlet!
Serveringsforslag: Bruges i meget små mængder i cocktails, gin & tonics eller danskvand.
Bitters er ikke bare en ingrediens i klassikere som Old Fashioned og Manhattan, de er også en genvej til helt nye smage og dyb kompleksitet i din drink. Den ekstra dimension, som bitters kan give en cocktail, har affødt kælenavnet ”bartenderens salt og peber”. Et par dråber i en gin & tonic, for eksempel, kan ændre oplevelsen drastisk!
Bittermens skabte deres første bitter i 2007 – en alkoholisk udgave af den mexicanske sauce mole. Siden er et væld af andre varianter kommet til, med smage fra grapefrugt og habanero til nødder og melon. Alle deres bitters laves i USA, de fleste på basis af en neutral sukkerrørsalkohol, som infuseres med krydderier, urter, blomster, nødder, frugter og hvad ”the mad scientist” Avery Glasser ellers kan finde på!