Del Maguey Arroqueño er en single village mezcal fra Santa Catarina Minaso, produceret på den sjældne, ”semi-vilde” Agave Americana Oaxaquensis, som også har fået navet Arroqueño. At agaven er ”semi-wild” betyder, at den er plantet ud af menneskehånd, men har fået lov at passe sig selv i de 12-25 (!) år det har taget den at modne.
Her er virkelig dybde og kompleksitet for alle pengene – især når mezcalen har fået lidt luft. En fantastisk oplevelse, ikke kun for agavenørder, men for alle fans af vild spiritus! Tappet ved 49% alkohol.
Farve: Klar.
Duft: Duften gemmer kødfulde noter af peberbacon, mintchokolade og tropisk frugt.
Smagsnoter: Smagen er dyb og kompleks. Her er melon, svag røg, peber og chokolade.
Serveringsforslag: Nyd den rent.
70 cl./49%
Del Maguey er startet af Ron Cooper i 1995 og er verdens førende aftapper af kvalitets-mezcal. Rons mission er at gøre god mezcal tilgængelig uden for Mexico, noget, som førhen var utrolig svært – ja nærmest umuligt!
Med til at lede missionen er Del Magueys usædvanligt veludviklede moralske kodeks, som går langt videre, end hvad man normalt ser i branchen. Man forsøger ikke at bytte glasperler for guld, men at udbrede kendskabet til én af verdens mest komplekse og kulturelt vigtige spiritusser på en ansvarlig måde, som giver noget tilbage til lokalsamfundene, hvor mezcalen produceres, som garanterer, at de små palenques kan gøre det på den samme måde, som de har gjort i hundredvis af år, og som har den største respekt for traditioner, naturen og den kulturelle, rituelle og sociale betydning, som mezcal har i små landsbyer i Mexico.
Med Del Maguey blev begrebet single village en indikator for kvalitetsmezcal. Hver mezcal i serien kommer fra ét unikt destilleri i forskellige landsbyer rundt omkring i Mexico. De blandes ikke sammen til store cuvéer, men tappes hver for sig for dermed at stille hver landsbys terroir til skue – både i forhold til jordbunden, hvor agaverne gror, den naturligt forekommende gær i destilleriet osv.
Serien vinos de mezcal omfatter meget begrænsede udgivelser af mezcal lavet på sjældne agavetyper som tobala eller arroqueño.
Flaskernes charmerende etiketter, som viser idylliske billeder af hverdagsmexico, er tegnet af Ken Price.