”Late Bottled Vintage” er en portvinstype, som har mange af vintage-typens kvaliteter, men som er drikkeklar lige fra aftapningstidspunktet ligesom en tawny.
Som navnet antyder, er det en vintage, som er tappet sent – det vil sige efter 4-6 års fadlagring, snarere end de sædvanlige 2. Omvendt ligger den kortere tid på fad end Colheita-typen, som først tappes efter minimum 7 år – men som regel lagrer meget længere. Denne LBV 2014 fra Martinez er et godt eksempel på en saftig og frugtig portvin, ikke med alverdens kompleksitet, men med stor drikkeglæde lige fra, ja, nu!
Farve: Dybrød.
Duft: Kirsebær, peber, vanilje og egetræ.
Smagsnoter: Ligger tungt på tungen med god sødme og varm, rød frugt.
Serveringsforslag: Nyd den let afkølet, fx til ikke alt for søde bærdesserter eller blåskimmeloste.
75 cl./20%
Martinez blev grundlagt omkring år 1790 af cigar-, sherry- og portvinshandler Sebastian Gonzales Martinez. I 1822 slog han sig sammen med englænderen John Gassiot. Da Sebastian Martinez gik på pension i 1849, var Martinez blevet den vigtigste afskiber af portvin til Storbritannien.
I starten af 1900-tallet begyndte portvinsindustrien dog at skrante, og man besluttede at børsnotere firmaet. I 1960’erne blev firmaet købt af John Harvey, som kort efter også købte Cockburn’s – Martinez’ største rival på daværende tidspunkt.
I dag ejes Martinez af Symington-familien, som i en årrække har arbejdet hårdt på at genoplive Martinez’ ry som ét af de absolut bedste og vigtigste portvinshuse.