Pl6 er en skotsk single malt whisky fra destilleriet Bruichladdich, der ligger på øen Islay ud for Skotlands vestkyst. Det er Elements of Islay som står bag denne uafhængige aftapning af Port Charlotte, som er navnet på ét af Bruichladdichs røgede destillater. Whiskyen er destilleret i 2011 og tappet efter 7 års lagring på tre bourbonfade. De i alt 1163 flasker er tappet ved fadstyrke: 55,3%.
Farve: Gylden.
Duft: Kompleks aroma med staldagtige noter, petroleum, søde kartofler, kamfer og brændt græs.
Smagsnoter: Olieret mundfølelse med noter af havsalt, røget skinke, kanel og nelliker.
Serveringsforslag: Bør nydes rent, evt. med en enkelt dråbe vand eller to – prøv dig frem!
Siden Mark Reynier og Simon Coughlin overtog det nedlagte Bruichladdich i år 2000, er destilleriet blevet kendt som et af de få der er villige til at gøre op med gamle traditioner, eksperimentere og træde ved siden af ”the good ol’ way”. Blandt andet er begrebet terroir blevet en essentiel del af deres whiskymaking, med et fokus på forskellige bygsorter og dyrkningssteder.
Bruichladdich er også kendt for at lave flere forskellige whiskytyper: den eponyme Bruichladdich er ikke-røget, mens Port Charlotte er kraftigt røget (omkring 40 ppm) og den berygtede Octomore lægger krav på titlen som verdens mest røgede whisky (med målinger der sprænger skalaen på 80-300+ ppm!)
Siden 2012 har Rémy Cointreau ejet destilleriet, som har en kapacitet på 1,5 millioner liter ren spiritus om året. Man har planer om at bygge sit eget malteri på øen, og når de realiseres, kan hele whisky-processen foregå på Islay, lige fra dyrkning af kornet til lagring og aftapning.
50 cl. - 55,3%
Elements of Islay er en serie uafhængigt aftappede whiskies fra øen Islay, som ligger ud for Skotlands vestkyst og er berømt og berygtet for kraftigt røget whisky. Serien kan kendes på den karakteristiske laboratorieagtige flaske og etiketten der er inspireret af det periodiske system. Hvert destilleri symboliseres af to bogstaver, mens tallet viser hvilket nummer aftapning, der er tale om. Således er ”Ar10”, for eksempel, den 10. aftapning fra destilleriet Ardbeg. Nogle af forkortelserne er mere kryptiske end andre, men hjemmesiden med det fantastiske domænenavn islay.com, giver altid svaret.
Whiskyerne i Elements of Islay udvælges og tappes af blender- og aftappervirksomheden Elixir Distillers, grundlagt af de to brøde Sukhinder og Rajbir Singh, som også står bag The Whisky Exchange. Med enkelte undtagelser er de alle tappet ved fadstyrke og uden tilsat farve. Der er en helt forrygende diversitet i aftapningerne, som har inkluderet whisky lagret på både Sauternes-, Syrah-fade, samt whisky man sjældent ser fra uafhængige aftappere såsom Octomore, Kilchoman og sågar det lukkede destileri Port Ellen.