Director’s Special er den absolut øverste hylde hos The Single Malts of Scotland. Og der er ingen tvivl om, at den øverste hylde er præcis, hvor denne Bunnahabhain hører til. Whiskyen blev destilleret i 1975 og har ligget de næste 43 år på fad før Direktøren fandt den klar til aftapning. Da var den faldet i alkoholstyrke til de 41,4%, den er tappet ved. En fænomenal og dybt fængslende whisky lagret til perfektion. I alt er der tappet 341 flasker.
Farve: Dyb rav.
Duft: Mango, kandiseret citron, karamel. Grapefrugtskal, smeltet smør.
Smag: Smagen er som æbler og pærer drysset med muskatnød, kanel og rørsukker. Enormt dyb og kompleks. Med lidt tid og luft vokser en ny dimension frem med rancio, rosiner og skovbund.
Serveringsforslag: Bør nydes rent.
70 cl. - 41,4%
Bunnahabhain (grundlagt 1881) skiller sig ud fra de andre fleste andre destillerier på øen Islay ved at lave både minimalt røget og kraftigt røget whisky. Hovedvægten, cirka 65%, er på den urøgede. Whiskyen fra Bunnahabhain har spillet en vigtig rolle i de tre populære blends Cutty Sark, Famous Grouse og Black Bottle, og det meste af whiskyen bruges stadig i blends, men der er dog et større fokus på single malt end tidligere. Man er også ved at renovere destilleriet, så der er plads til flere fade i en række nye warehouses, som skal ligge helt ned til vandet. I øvrigt får disse warehouses nok en af Skotlands skønneste udsigter over sundet og naboøen Jura. I 2018 blev der lavet 2.1 millioner liter ren alkohol på destilleriet.
Blender- og aftappervirksomheden Elixir Distillers er grundlagt af de to brøde Sukhinder og Rajbir Singh, som også står bag butikken The Whisky Exchange. De bruger deres store erfaring fra stort set alle afkroge af spiritusverdenen til at fusionere det traditionelle håndværk med en umættelig sult efter at eksperimentere og forny. Hovedfokusset ligger helt bestemt på skotsk whisky, men også japansk, irsk og amerikansk whiskey samt tequila og rom har fundet vej ned i Elixir Distillers’ smukt designede flasker. Blandt de mest bemærkelsesværdige brands finder vi Elements of Islay, Port Askaig, Single Malts of Scotland og Black Tot.
Oprindeligt hed firmaet Specialty Drinks, og navnet skiftede først til Elixir Distillers i 2017 – men hvis de to brødre blender og tapper whisky, hvor kommer så ”Distiller”-delen ind? Jo, i 2018 annoncerede de planer om at bygge et nyt destilleri på Islays sydkyst. Fremtiden ser lys ud for fans af røg og tørv!