Marolo Grappa di Amarone er en grappa lavet på kvaset fra druerne Corvina, Rodinella og Corvinone, som er tilovers efter produktionen af vinen Amarone. Den er lagret på egetræsbarriques og får derfra en flot ravfarve og let krydrede noter i fin synergi med Amaronens kirsebæraroma. Den er tappet ved 45% alkohol – en styrke, som passer godt til denne grappas fylde og power.
Farve: Let rav.
Duft: Kirsebær, mynte, balsamico og mandel.
Smagsnoter: Fyldig smag af mørk frugt, hasselnød og let vanilje.
Serveringsforslag: Bør nydes rent, som du ville en Cognac eller single malt whisky.
70 cl./45%
Distilleria Santa Teresa er grundlagt af Paolo Marolo i 1977. Siden da har Marolo haft hovedsæde i Alba, og i de omkringliggende områder Langhe, Monferrato og Roeros rullende bakker ligger nogle af verdens bedste vinmarker. De berømte vine som Barolo og Barbaresco, som fødes her og leverer kvaset til grappaen, fortjener, at destillatøren viser dem den behørige respekt.
Hos Marolo vil man gerne være loyale og tro mod vinmarkens ånd; bevare druernes karakter i grappaen snarere end at udrydde den. Langsom, nænsom destillation af helt frisk druekvas i vandbadsopvarmede kedler, ét destillationsapparat til røde druer og ét til grønne, bevarer så meget af druernes aroma som muligt.
I lang tid blev grappa drukket ulagret, men i 1980 lagde Marolo den første grappa på fad. Eller rettere: de ”glemte den med vilje”, som etiketten bekendtgjorde. Denne Grappa di Barolo, som havde hvilet i små fade af akacietræ, startede en revolution i grappa-verdenen.
I dag er Marolo stadig pionerer indenfor lagring, og nogle af grappaerne hviler i 5, 10, 20 eller flere år, inden de flaskes – det afhænger naturligvis af, hvad den pågældende grappa er bedst tjent med. Jo mere fadlagring, desto flere noter af vanilje og krydderier, men det sker ofte på bekostning af de primære aromaer: de aromatiske, florale, frugtige noter fra druekvaset.
I 1989 lavede Marolo den første ”single vineyard”-destillation, en sjælden type grappa, de stadig producerer. Udover grappa laver Marolo desuden diverse likører og en klassisk, piemontesisk amaro.